Stadionrekord: Brønshøj tabte pokal-mosederby
Det nok mest imødesete opgør i pokalturneringens anden runde blev en bragende succes, da Brønshøj og AB mødtes til mosederby på et solbeskinnet Tingbjerg Ground.
Her blev der slået stadionrekord med næsten 3000 tilskuere på lægterne. Mere præcist havde 2967 personer valgt at bruge deres tirsdagssommeraften på at se hvepsene og uglerne krydse klinger. Det kom de ikke til at fortryde, da opgøret bød på masser af mål og stor dramatik.
Hjemmeholdet lagde bedst fra land i kampens åbning, da de bragte sig foran allerede efter 13 minutter på en scoring af Otto Dupont.
Føringen holdt dog kun i små ti minutter, så fik favoritterne fra AB udlignet ved Saliou Diop og ti minutter senere blev det endnu værre for hvepsene, da de grønklædte ugler også kom foran 2-1 på mål af Marcus Immersen.
Men efter 67 minutter eksploderede Tingbjerg Ground så af ren lykke, da hvepsene fik udlignet til 2-2, da Tobias Friis krøllede bolden op i hjørnet.
Men ak. Lykken var brutalt kort for hjemmeholdet, da bolden nærmest kun lige blev givet op igen, så fik AB bragt sig foran 3-2. Igen var det Saliou Diop, der var hård ved hjemmeholdet.
Tolv minutter før tid blev håbet så endegyldigt slukket for Brønshøj, da gæsterne fra AB bragte sig på 4-2 på en scoring af Tobias Hageltorn. Hvepsene kæmpede dog videre til det sidste, men lige lidt hjalp det.
AB vandt 4-2 og er dermed videre til tredje runde af pokalturneringen.