Helsingør-træner om udebaneproblemer: Vi er sgu ikke tilfredse

Fredag aften spiller FC Helsingør på udebane mod Frem i CampoBet 3. division. Her skal Kronborgs Drenge forsøge at få bugt med en trend, der begynder at ligne et kompleks. Hvor det går godt nok på hjemmebane til, at man er ligaens næstbedste hjemmehold, går det nemlig sløjt på udebane.

”Det er hamrende frustrerende,” kom det ærligt fra Helsingør-træner René Skovdahl over LigaManager oven på den seneste skuffelse. Den faldt i Ishøj lørdag eftermiddag, hvor man noterede sig et 1-0 nederlag.

Sæsonen åbnede med en sejr på udebane over Ringsted IF, som siden har udviklet sig til ligaens ubestridte bundprop. Herefter har FC Helsingør blot opnået ét point i fire udekampe. Alle fire var på græs, mens man på hjemmebane spiller på kunst. Er det forskellen?

”Vi kæmper lidt med underlaget i starten af kampen mod Ishøj. Vi skal bruge noget tid til lige at finde os til rette, det kan man godt se. Det er en omvæltning at spille på sådan en langhåret græsbane, som også er knoldet. Det var den også i Hørsholm.

”Men tager vi Holstebro-kampen, skaber vi rigeligt med chancer til, at vi ikke skal tabe den kamp. Men sådan er fodbold. Du skal score på de chancer, du skaber, og der er vi simpelthen ikke skarpe nok. Men underlaget er ens for begge hold,” erkender René Skovdahl.

”Jeg ved godt, at Ishøj træner på deres græsbane hver gang. De er specialister på det underlag, ligesom vi er det på vores. Men det er jo ikke sådan, at vi spiller på en større bane end modstanderne eller, at vi har et større mål end modstanderen. Vilkårene er ens for begge hold, så det er ikke godt nok. Vi er sgu ikke tilfredse.”

René Skovdahl må fredag aften undvære sin topscorer Alexander Petræus, der sidder ude med karantæne. I forvejen har kun to hold scoret færre mål på fremmed grund end FC Helsingør. Der er kickoff i Valby Idrætspark kl. 19:00.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet