Lukas Wagner kåret til årets spiller
I forbindelse med Skive IK Elites årlige generalforsamling blev der kåret en Årets Spiller for 2025 i klubben. Hæderen tilfaldt forsvarsspilleren Lukas Wagner, som udover æren modtog en check på 4000 rare danske kroner.
Den 21-årige forsvarsspiller kom til Hancock Arena i vinterpausen sidste år, hvor han skiftede fra Aarhus Fremad. Det gjorde han på en fri transfer, efter aarhusianerne havde hentet Wagner i Horsens året før.
Efter spredt spilletid i Aarhus har Lukas Wagner virkelig bidt sig fast på Anders Jensens tropper i Skive. Han nåede at medvirke i 30 af de 32 ligakampe, som skibonitterne afviklede i CampoBet 2. division i løbet af 2025. Det blev til én scoring undervejs.
Wagner har været udtaget til både det danske U18 og U19-landshold, og valget af ham så Årets Spiller 2025 kan cheftræner Anders Jensen sagtens stå inde for.
“Lukas kom til os fra Aarhus Fremad, hvor man praktiserer en lidt anden spillestil, end vi normalt gør. Derfor var han måske ikke en forsvarsspiller med stort F, da han sluttede sig til vores trup. Det synes jeg, vi har fået bygget på, og han er i gang med en rigtig fin udvikling for fodboldspiller”, anerkender Anders Jensen.
Wagner og holdkammeraternes næste opgave i CampoBet 2. division står lørdag eftermiddag i Brabrand. Her er der kickoff kl. 14:00. I mellemtiden kan du se målene fra Skives seneste hjemmekampe mod FC Helsingør herunder.