Optakt: Midtjyske ulve på rov i Nottingham
Finalepladsen i Oddset Pokalen er sikret, der er snor i AGF i Superligaen, og torsdag gælder det så den første af to ottendedelsfinaler mod Nottingham Forest i Europa League.
FC Midtjylland har mange jern i ilden, men indtil videre klarer de det helt fortrinligt.
For danske standarder leverede ulvene et nærmest uhørt godt ligaspil i Europa League med seks sejre ud af otte mulige, flest mål af alle, og et par store skalper undervejs med en 3-1 sejr mod Celtic og en 3-2 sejr mod Nottingham Forest.
Sejren på City Ground tilbage i oktober var fuldkommen fortjent, og det må give masser blod på tanden hos Tullberg og co. inden de to ottendedelsfinaler.
Især med tanke på, at der ikke ligefrem hersker ro og harmoni hos Premier League-mandskabet i denne sæson.
Nottingham Forests græske ejer Evangelos Marinakis er nemlig voldsomt hurtig på aftrækkeren, når resultaterne ikke flasker sig.
Det har allerede resulteret i fyringer af Nuno Santo, Ange Postecoglou og Sean Dyche, og nu er tøjlerne altså givet videre til Vitor Pereira, som er klubbens fjerde(!) træner i sæsonen.
Den portugisiske træner har stadig første Premier League-sejr til gode siden sin start, men i seneste runde hentede Forest et flot 2-2 resultat hjem mod guldjagtende Manchester City, mens det i Europa League blev til en stærk samlet sejr på 4-1 mod Fenerbahce.
Englænderne er i realiteten nok bedre end hvad den aktuelle 17.plads i Premier League indikerer, hvilket også bakkes op af bookmakerne, som holder Forest som klare favoritter til at spille sig videre.
Med ét sølle nederlag ud af otte mulige i turneringen, ude mod AS Roma i øvrigt, er der dog ingen grund til, at midtjyderne ikke skulle gå ind til ottendedelsfinalen med oprejst pande og tro på videre avancement.
Første kamp mellem Nottingham Forest og FC Midtjylland spilles torsdag den 12.marts klokken 21.00 på City Ground.