Optakt: Bronzebrag mellem FCN og Sønderjyske

Superligaens guldkamp byder på et tæt parløb mellem AGF og FC Midtjylland, og som om det ikke var spændende nok i sig selv, er der pludselig opstået et regulært hundeslagsmål om bronzemedaljerne. 

Fra FC Nordsjælland på sjettepladsen til Sønderjyske på tredjepladsen er der sølle tre point, og derimellem finder vi altså både Viborg og Brøndby. 

Farum-drengene har taget store skridt frem i 2026, især resultatmæssigt med flotte og vigtige sejre over Sønderjyske, FCK, og senest FC Midtjylland. 

På MCH Arena leverede Jens Fønsskovs amputerede mandskab en voldsomt klog indsats, hvor de i store dele af kampen holdt Superligaens mest målfarlige hold fra fadet.

Hvis FC Nordsjælland pludselig kan diske op med disciplinerede præstationer som den, er der intet til hinder for, at de kan snuppe tredjepladsen. 

Ét Sønderjyske-nederlag siden oktober

Søndagens modstander fra Haderslev er dog en ualmindelig hård nød at knække for tiden. 

Sønderjyske har siden oktober blot tabt ÉN af 13 kampe i Superligaen, og har i samme periode vundet over flere af rækkens helt store krabater i form af AGF, FC Midtjylland og FCK. 

Det eneste hold, som har besejret sønderjyderne i hvad der nærmer sig seks måneder, er til gengæld FC Nordsjælland, som forholdsvist nemt vandt 2-1 hjemme i Farum tilbage i februar. 

I sidste weekend måtte FCN dog undvære Markmann, Røjkjær, Solbakken og Lind, der alle sad ude med skader, og denne gang mangler de en af holdets største profiler, Caleb Yirenkyi, som er i karantæne. 

Kunstgræsset på Right To Dream Park sender favoritværdigheden værternes vej, men hvis alle ovennævnte profiler sidder ude, skal Sønderjyske have glimrende chancer for at holde stimen kørende. 

Kampen spilles søndag den 22.marts klokken 14.00. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen