Fra opløsning til triumf: Sådan sikrede Vendsyssel oprykning

Vendsyssel FF har sikret sig oprykning fra CampoBet 2. division. I tredjesidste runde af sæsonen. Havde man forudset det før hele sæsonen gik i gang, ville de fleste have taget det med et skuldertræk. Man burde aldrig være rykket ned i første omgang.

Økonomien, spillertruppen, set-up, omgivelserne, alt var gearet til, at opholdet på tredje klasse blev kortvarigt. Som sæsonen udviklede sig var det dog mildest talt ingen selvfølge, at vendelboerne skulle følge sikre sig en hurtig tilbagevenden.

De tilstedeværende i Gentofte Sportspark, der overværende Vendsyssel FFs sidste kamp i 2025, så ikke en oprykker. De så til gengæld et hold i total opløsning. Anfører Lasse Steffensen blev vist ud, inden der var spillet 30 minutter mod HIK.

På sidelinjen stod en såkaldt cheftræner med tvivlsom erfaring, der slet ikke kunne bunde og på tribunen stod fire colombianere og spillede fandango. Hvilket viste sig at være, hvad de sydamerikanske klubejere var bedst til.  

HIK vandt kampen 4-1 og gik til vinterpause to point foran Vendsyssel FF. Så tog lokale kræfter affære i Hjørring. Colombianerne blev købt ud. En ejerkreds med Henrik Stoklund, Henrik Fjordbak og Jacob Andersen i spidsen tog over.

14 runder senere er Vendsyssel FF 25 point foran HIK i tabellen. Bare for at tage et oplagt eksempel på det skifte, vinterpausen medførte. Ejerskabet af klubben var det ikke det eneste, der skete i vinterpausen.

I Middelfart hentede man en ny cheftræner. Kim Engstrøm kom ind, satte skik på truppen sammen med allerede tilstedeværende stab, og så begyndte resultaterne af komme flydende. Det gjorde de ikke mindst, fordi man fik tilgang af Rasmus Schüller.

En tidligere finsk landsholdsspiller med enorm erfaring. Han har mildest talt haft stor betydning. Det samme har Emil Grønn Pedersen. Nordmanden kom til fra HB Torshavn og har høvlet ni mål ind allerede.

Samtidig fandt han hurtigt ind i et optimalt makkerskab med anfører Lasse Steffensen, der også er blomstret op i 2026. Så meget, at han har fået en tre-årig kontraktforlængelse.

Kim Engstrøm har nu ført tre klubber til oprykning fra CampoBet 2. division. Først B.93, i sidste sæson Middelfart og nu Vendsyssel FF. Man forstår, hvorfor man fandt nummeret frem til ham i december.

Det er blevet til 10 sejre og blot ét nederlag i 2026, hvor ingen har hentet flere point end vendelboernes 33. Det er eksempelvis 14 point mere end Næstved Boldklub, som lå til oprykning ved vinterpausen. Og derfor kan Vendsyssel FF fejre oprykning allerede tre runder før tid.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet