Optakt: AGF gnider salt i Brøndby-såret
AGF havde i søndags alletiders mulighed for at stikke af i ræset om det danske mesterskab, da FC Midtjylland i den tidlige kamp snublede med et 1-0 nederlag hjemme mod FC Nordsjælland.
TIl dybt inde i tillægstiden så det ud til, at De Hvii’e ville udbygge forspringet til syv point, men Magnus Jensen forpurrede en stor eftermiddag ved at stange en udligning i kassen til 1-1.
Ærgerligt og bittert for AGF, som ellers spillede en god kamp i Haderslev, og ret beset havde fortjent alle tre point.
At Jacob Poulsens tropper overhovedet udbyggede forspringet til FC Midtjylland var dog mere end de kunne forvente på forhånd, så de kan græde med det ene øje og smile med det andet.
Søndag er der en realistisk chance for at udbygge forspringet yderligere, for mens FC Midtjylland skal til lokalbrag i Viborg med 120 minutters Europa-bold i benene, tager AGF imod et af Superligaens mest formsvage mandskaber.
Fuldblodskrise i Brøndby
Brøndby er uden sejr i de seneste otte Superliga-runder, og i de fem kampe i 2026 har de blågule ikke scoret et eneste mål.
Krisen kradser altså på den københavnske vestegn, hvor Steve Coopers vinterrevolution slet ikke har båret frugt.
Som om de skrantende resultater ikke var bekymrende nok i sig selv, meldes der nu også om interne stridigheder i truppen, hvor Klaiber og Tahirovic pludselig er kommet i unåde hos Cooper.
Patrick Pentz var så sent som torsdag ude at tænde ild til søndagens brag med et par opsigtsvækkende udmeldelser om AGF.
‘’Det er simpelt. AGF er ikke det bedste hold. De spiller ikke godt. Det er min mening,’’ lød det ifølge bold.dk fra målmanden.
Som Brøndby tager sig ud i øjeblikket, er der dog ingen tvivl om, at AGF er favoritter i søndagens udsolgte opgør.
Kampen spilles den 22.marts klokken 18.00 på Ceres Park Vejlby.