FA-træner efter ny sejr: Vi skal være ydmyge
Det var med hiv og sving, da FA 2000 tog tre vigtige point hjemme mod Holbæk lørdag eftermiddag.
Den afgørende scoring kom med blot fem minutter igen og blev sat ind på et hovedstød af Devon Bernasko-Appu.
“Det var en meget låst kamp. Det var ikke mange chancer, der kom, inden vi fik scoret. Det havde jeg også forberedt drengene på. Holbæk er et rigtig dygtigt hold. Det var en svær kamp. Holbæk var godt sat op,” siger FA-træner Semere Haile, der godt kunne have ønsket sig lidt mere på modstandernes banehalvdel.
“Det var en mere defensiv kamp fra vores side. Jeg savnede måske, at vi løb vores omstillinger lidt bedre, men alt i alt så blev det en arbejdssejr. Vi havde nok solgt den for uafgjort, men stærk præstation.”
De nærmeste forfølgere i CampoBet 3. Division, Næsby og Brønshøj, vandt også deres kampe, så der er fortsat pres på også i næste runde, hvor FA 2000 på udebane møder BK Frem.
“Frem bliver en anderledes størrelse. Det kræver igen god forberedelse. Med hårdt arbejde og ydmyghed, så er der også chance for, at vi igen tager de tre point,” siger Semere Haile, der udover de tre point mod Holbæk også kan glæde sig over, at topscorer i CampoBet 3. Division, Bjørn Paludan, var tilbage på banen igen, efter en skade ellers har holdt ham ude.
BK Frem og FA 2000 mødes torsdag klokken 14:00.