Esbjerg sender Gadegaard til Norge
I Esbjerg er det Robby McCrorie, der er førstevalget på målmandsposten.
Således er den 28-årige skotte noteret for 15 ud af 22 mulige kampe i indeværende sæson. Resten af grundspillets kampe har backup-keeper Kasper Kristensen taget sig af.
Derfor er det heller ikke blevet til spilletid for Esbjergs tredjemålmand, Daniel Gadegaard, der ellers var klubbens førstevalg før Robby McCrorie kom til Esbjerg i sommer.
Og ja, nu udlejes Daniel Gadegaard til norske FK Jerv. Det oplyser Esbjerg i en pressemeddelelse.
“Da dialogen med Jerv blev konkret blev alle parter hurtigt enige om, at det var en god mulighed for Daniel Gadegaard, udtaler Esbjergs sportschef, Sebastian Brydegaard, og fortsætter:
“‘Gades’ rolle har ændret sig siden kontraktforlængelsen, hvor han er gået fra at være fast førsteholdsmålmand til nu ikke at have spillet tilstrækkeligt i en længere periode, og derfor er vi glade for at have fundet en god løsning.”
“Vi ønsker Daniel alt det bedste fremover, og glæder os til at følge hans udvikling.”