Sorte tal i Hvidovre
Det kører for Hvidovre. Både på og udenfor fodboldbanen.
Hvidovre er nemlig ikke bare nummer to i Betinia LIGA med kurs mod Superligaen. Klubben har også netop præsenteret et årsregnskab for 2025 med sorte tal på bundlinjen.
Således kommer Hvidovre Fodbold A/S ud af 2025 med et overskud på 1,9 millioner kroner. Året forinden lød tallet på 1,4 millioner kroner.
Alligevel fremgår det af årsregnskabet, at der er usikkerhed om den fremtidige drift.
Så for at sikre klubbens økonomi har moderselskabet Hvidovre Holding A/S indgået en aftale om at stille ansvarlig lånekapital til rådighed frem til 30. juni 2028, hvis Hvidovre Fodbold A/S skulle få brug for det.
Derudover har Friends of Hvidovre ApS, der er storaktionær i klubben og har Bo Tue Knudsen som administrerende direktør, forpligtet sig til at støtte driften med op til tre millioner kr. frem til 30. juni 2026.
Sammen med de forventede indtægter for året vurderer selskabet, at det vil være tilstrækkeligt for at dække finansieringsbehovet i det kommende regnskabsår, forlyder det.
Hvidovre spiller fredag eftermiddag klubbens første kamp i oprykningsspillet, hvor Hvidovre tager imod Hillerød. Kampen fløjtes i gang på Pro Ventilation Arena klokken 15.30.