Næppe målfest når VSK returnerer til Helsingør

FC Helsingør fik noget af en kindhest dagen før sæsonens sidste kamp i grundspillet. Cheftræner Christian Iversen trak sig fra posten af personlige årsager efter bare fem kampe i spidsen for Kronborgs Drenge. Meldingen fra klubben lyder, at man indtil videre fortsætter med assistent René Skovdahl ved roret.

Han åbnede sin Helsingør-konto med at spille 0-0 mod Fremad Amager. Man skal ikke nødvendigvis sætte næsen op efter mange flere mål, når VSK kommer kørende fra Aarhus. Klubbernes to møder i grundspillet sluttede 2-0 og 1-0 i VSKs favør. Senest i Helsingør for en måned siden.

FC Helsingør har endnu ikke scoret på hjemmebane i 2026. I tre forsøg. Og så går de ind til nedrykningsspillet med en elendig historik. De har endnu ikke vundet én eneste kamp mod et hold fra den nedre halvdel af tabellen i denne sæson. En direkte forbløffende historik.

VSK kommer med 10 kampe i træk uden nederlag. Det er kun Næstved Boldklub, som kan fremvise en lignende serie. Havde man ikke spillet 10 grundspilskampe uafgjort, havde man spillet om oprykning i stedet. Der er kickoff lørdag eftermiddag kl. 16:30.

Formodede startopstillinger:

FC Helsingør:

Boruc – Langberg – Knudsen – Brems – Arrocha – Augustinus-Jensen – Holmelund – Jørgensen – Gemmer – Winding – Sjøholm

VSK Aarhus:

Vedel-Birch – Søndergaard – Clement – Dissing – Jakobsen – E. Junge – Buch – Rytter – Eskildsen – Nemec – Yderholm

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet