Skive-chef: Det vinder man ikke fodboldkampe ved

Skive IK måtte søndag se sig slået 2-1 hjemme mod Fremad Amager i CampoBet 2. division. Cheftræner Anders Jensen mente efter kampen, at opgøret gled hjemmeholdet af hænde, da strukturen forsvandt undervejs.

“Jeg synes, vi startede rigtig stærkt og kom godt ind i kampen. Men så glider vi lidt ud af de aftaler, vi havde lavet, og gør kampen mere åben og mere til en omstillingskamp,” sagde Anders Jensen efter opgøret til SIK TV.

Ifølge Skive-træneren passede det gæsterne bedst.

“Vi giver plads til, at deres individualister kan fremhæve sig selv, og det tipper balancen en lille smule. Det er bestemt ikke til vores fordel, og jeg synes, det bliver kampafgørende,” tilføjede træneren, som selv så kampen fra tribunen grundet karantæne.

“Når vi trækker i samme retning, synes jeg faktisk, vi så rigtig fine ud. Men vi kommer til at spille på alt for åben bane i store dele af kampen. Der er nogle, der forventer ét, mens andre har en anden plan. Det vinder man ikke fodboldkampe ved.”

Samtidig blev Skive udfordret fysisk i de mange direkte dueller mod Fremad Amager.

“Vi sætter os selv i nogle situationer, hvor vi skal ud i mange mand-mand-dueller fysisk, og der kom vi sgu til kort.

Cheftræneren mente dog, at første halvleg på flere parametre var godkendt.

“Langt hen ad vejen gør vi det, vi har aftalt og trænet op til i løbet af ugen. Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi havde fået flere bolde ind i feltet og fyldt mere på offensivt.

“Det var egentlig en chancefattig kamp. De havde ikke ret meget andet end det, de scorer på, men det havde vi sådan set heller ikke. Jeg synes ikke, det var nogen særlig god kamp. Hverken fra vores side eller deres side. Men de havde lidt mere kvalitet.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet