Trods to i undertal: Vendsyssel tager point i Roskilde
Pivende kolde forårsvinde og konfirmationsweekend kostede over 600 tilskuere i forhold til seneste hjemmekamp, da FC Roskilde tog imod Vendsyssel FF i CampoBet 2. division. Og de udeblevne tilskuere gik glip af en af sæsonens mest forrykte halvlege.
FC Roskilde fik bremset nederlagsstimen med 1-1 mod Vendsyssel FF. Det var samtidig revanche for nederlaget til samme modstander seks dage tidligere. Som kampen udviklede sig var det dog to tabte point for hjemmeholdet.
De havde de bedste chancer i en ellers forholdsvis jævnbyrdig første halvleg. Gæsterne fik ikke kreeret noget offensivt, mens Mathias Veltz skulle have bragt Roskilde foran på mindst én af de to kæmpe chancer, han misbrugte før pausen.
Efter pausen blev gæsternes Rasmus Schüller præsenteret for to gule kort i samme moment til stor forbløffelse for hele stadion. Bare seks minutter efter fik også Magnus Munck marchordre.
FC Roskilde overtog derfra selvsagt kontrollen med kampen og bombarderede vendelboernes felt med bold efter bold. Det meste af tiden dog alt for fantasiløst. Lige indtil et indlæg fandt indskiftede Bjarnis pande.
To mand i overtal. Foran 1-0. Så må der aldrig ske, hvad der skete blot 30 sekunder efter føringsmålet. Et forsvarskoks gav Vendsyssels Emil Grønn Pedersen kampens første chance og han udnyttede iskoldt. Gæsterne formåede at fighte det ene point hjem, mens Roskilde-spilerne lignede nogen, der havde tabt for femte gang i træk.
Slutstilling: FC Roskilde – Vendsyssel FF 1-1 (0-0)
Mål: 1-0 Bjarni (76.), 1-1 Grønn Pedersen (77.)