FA snublede i Vanløse: Forventer en trodsreaktion

Det har været svært at finde meget andet end at juble over for FA 2000 i den seneste tid, hvor man har spillet sig frem til en flot andenplads med god distance ned til forfølgerne.

I slutspillets første runde kom der dog malurt i bægeret, da Semere Hailes tropper tabte 1-0 ude mod Vanløse IF.

“Vi får en stærk start og dominerer kampen gennem hele første halvleg, men udnytter ikke de gode momenter og muligheder, vi tilspiller os,” siger FA 2000-træneren om de første 45 inefffektive minutter.

“I pausen aftaler vi, at vi egentlig blot skal fortsætte ind i 2.halvleg, hvor indledningen ville blive afgørende for kampens forløb. Selvom vi er i kontrol, fastholder vi ikke helt intensitet, og falder i kadence. “

FA 2000 har trods nederlaget seks point ned til Næsby, der blot fik uafgjort ude mod Brønshøj, der som nummer fire er hele 10 point efter FA 2000.

Det ændrer dog ikke på, at nederlaget og måden, det skete på, irriterer Semere Haile.

“Vi indkasserer et unødvendigt mål via en omstilling, som vi giver væk efter et hjørnespark. Her bliver vi straffet hårdt, hvor jeg ikke er tilfreds med vores returløb og at vi ikke bremser omstillingen.  Vi forsøger at skifte mere offensivt ind i slutfasen, men får ikke det ønskede udbytte.”

Med blot ni runder tilbage af sæsonen er der ikke tid til at gå og ærgre sig alt for meget i FA 2000, hvilket man da heller ikke gør.

Semere Haile ser stadig positive takter, inden den kommende runde, hvor Hørsholm-Usserød IK kommer på besøg.

“Selvom resultatet er frustrerende, da præstationen langt hen af vejen er god, så er jeg sikker på, vi rejser os igen. Det har drengene vist før. Det er en streg i regningen, så jeg forventer en trods reaktion i den næste kamp”.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div