Glade fans i Horsens: “Det er jo et stort beløb!”

Horsens har de bedste fans i Betinia LIGA.

Det var i hvert fald det klokkeklare resultatet af den afstemning, som LigaManager søsatte i slutningen af maj.

For da afstemningen sluttede i sidste uge, havde Horsens’ fans fået hele 42,8 procent af de tusindvis af afgivne stemmer.

Onsdag fik Horsens’ officielle fanklub, Alliancen, i skikkelse af næstformand Rasmus Hovedskov, overrakt det officielle diplom på Hybel Arena i Horsens, hvor fanklubbens repræsentant også fik overrakt en præmiecheck på 5000 kroner.

Men hvad skal pengene bruges til?

“Det er jo et stort beløb, så det kommer til at gå en tifo, som vi kan bruge til en tifo i starten af den nye sæson. Vi er jo tilbage i Superligaen,” lyder det med et smil fra Rasmus Hovedskov, der stadig ikke er kommet sig ovenpå et forår, hvor Horsens gik fra morads til mirakel:

“Det hele gik bare op i en højere enhed. Jeg er stadig næsten tom for ord.”

“Der er ingen tvivl om, at det der skete, først og fremmest skyldtes spillerne og deres præstation. Men man må heller ikke underkende det arbejde, som Mads Kristensen og Niki Zimling har gjort,” slutter Rasmus Hovedskov.

Tillykke med titlen og de 5000 kroner. Og held og lykke i Superligaen.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA