Brabrand fik revanche og sænkede Skive

Efter tre målrige nederlag i denne sæson fik Brabrand IF endelig deres revanche mod Skive IK. De blå brasilianere, der som vanligt var klædt i udebane-orange, kunne drage fra Hancock Arena med ikke blot en sejr, men også endnu et clean sheet.

Det var gæsterne, som stod for kampens første test af en af målmændene, men skuddet var trods alt for nemt at afværge. Hjemmeholdet havde også et forsøg, hvor der blev afgivet meget plads i feltet, men afslutningen var uden appel.

Endnu farligere blev Skive, da et hjørnespark landede hos anfører Christian Kudsk, hvis afslutning havde masser af appel. Desværre for ham og holdet ramte forsøget underkanten af overliggeren og sprang i spil igen.

I stedet skulle der gå en time, før nogen fik hul på bylden og det blev de orange-klædte fra Brabrand, der tog teten. Efter et godt gennembrud på højrekanten blev bolden tacklet hen for fødderne af Mathias Laursen Christensen, der afsluttede knastørt i medvinden.

Skibonitterne havde herefter et nærgående hovedstød, men det blev gæsterne, der efter 78 minutter kunne fordoble føringen. En indkast-raket landede hos Mikkel Frandsen, der kunne lukke kampen.

Slutstilling: Skive IK – Brabrand IF 0-2 (0-0)

Mål: 0-1 Laursen Christensen (60.), 0-2 Frandsen (78.)

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet