Optakt: Fredericia kan fedte Randers ind i bundkampen

Nå, Randers… Så har vi balladen. 

I de seneste fire runder har kronjyderne blot hentet ét point, og det betyder at drømmen om Superligaens syvendeplads pludselig er skiftet ud med en benhård kamp for overlevelse. 

Aktuelt er der tre point ned til Silkeborg under stregen og ét ned til Fredericia på 10.pladsen. 

Silkeborg gæster onsdag bundproppen Vejle, og ender det i en forventelig sejr, vil der være maks pres på både Randers og Fredericia torsdag aften. 

Rasmus Bertelsens tropper fik ellers en flot start på 2026, men i den seneste måned er det gået helt i stå. Offensiven ser igen blodfattig ud, mens det i de seneste fire kampe er blevet til hele ni indkasserede mål. Heraf tre i 3-1 nederlaget til OB i weekenden.

Nervepirrende bundgyser

Fredericia har været igennem en lignende udvikling i 2026 med 10 point i de første fire kampe, og siden mere beskedne fem point i fem kampe. 

I seneste runde var Michael Hansens mandskab sekunder fra at blive sendt under stregen, men indskiftede Jonathan Lindekilde fik i 93. minut reddet skærene ud af ilden med sin anden scoring i opgøret mod Silkeborg, som endte 2-2. 

Det var anden runde i streg, at Fredericia fik kæmpet sig tilbage fra baghjul, og de to point fra kampene mod Vejle og Silkeborg kan vise sig altafgørende i sidste ende. 

Gæsterne vandt sæsonens to første opgør mod Randers, men i nedrykningsspillets første kamp fik de ørene i maskinen med et 3-0 nederlag på hjemmebane. 

Nerverne kommer til at sidde udenpå tøjet på Cepheus Park, og alt afhængigt af Silkeborgs kamp mod Vejle, kan et kryds måske være tilfredsstillende for begge mandskaber.

Bundbraget spilles torsdag den 23.april klokken 18.00. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen