Rundens hold: Wow! Brøndby tilbage for fuld skrue

Der var masser af spillere at vælge imellem i denne runde. Især offensivt efter hele 24 mål fordelt på seks kampe.

Hattrickmager, dobbelte målscorere, et genfødt Brøndby-mandskab… Tjek rundens Superliga-hold herunder:

Målmand:
Elias Olafsson, FC Midtjylland

Midtjyderne var næstbedst i mandagens topbrag, hvor de endte med at vinde efter en stor indsats fra Olafsson, som diskede op med flere flotte redninger, da AGF jagtede det afgørende 2-0 mål. 

Forsvar:
Mats Köhlert, Brøndby

Aaalt klikkede for BIF fredag aften. Og Mats Köhlert lignede pludselig Roberto Carlos i sin prime. Flot indsats, en assist, og med lidt mere held også et mål. 

Henrik Dalsgaard, AGF

De Hvii’e gjorde det fortrinligt på MCH Arena. Dalsgaard spillede en flot kamp defensivt, hvor der indtil de døende minutter(hvor han ikke var på banen) var helt styr på midtjydernes offensiv. Scorede til 1-0 i første halvleg. 

Leeroy Owusu, OB

OB meldte i sidste uge ud, at Owusu stopper i klubben til sommer, og søndag gjorde hollænderen så fantastisk reklame for sig selv til eventuelle bejlere. Stærk defensiv indsats mod Randers, og som altid gode offensive løb. Krydret med en scoring.         

Midtbane:
Geovanni Vianney, FCK

Blev officielt rykket op i førsteholdstruppen i sidste uge, og søndag skulle 18-årige Geovanni så bare bruge et kvarter på at score to gange mod Vejle. Vigtige scoringer i øvrigt, og den sidste af dem en ren perle. 

Justin Janssen, FC Nordsjælland

Janssen har taget store skridt frem i denne sæson. Han fylder, han kan diktere spillet, og i søndags kunne han også score, da han headede bolden i kassen til en vigtig 2-1 sejr mod Viborg. 

Mads Frøkjær-Jensen, Brøndby

Efter en foruroligende dårlig start i Brøndby, var Mads Frøkjær virkelig i hopla mod Sønderjyske. Hele tiden på farten, flot overblik og to assist. 

Jonathan Lindekilde, Fredericia

Lindekilde skulle bruge endnu kortere tid end Geovanni på at score to gange. Kom på banen i 77.minut og scorede med stor koldblodighed to enormt vigtige mål, som skaffede 2-2 i bundbraget mod Silkeborg. 

Angreb: 

Andreas Cornelius, FCK

Banen i Vejle indbød ikke til tiki-taka, og så er det jo godt, at FCK har en stor angriber i Cornelius at sigte efter på de lange bolde. Flot kamp af den rutinerede angriber, som fyldte godt i både feltet og opspillet. Scorede tidligt i første halvleg. 

Jacob Ambæk, Brøndby

Brøndbys wonderkid var knivskarp fredag aften! Hattrick på bare 54 minutter mod Sønderjyske. To nemme angribermål + en flot flugter. Ambæk var, hvor han skulle være. 

Sho Fukuda, Brøndby

Som alle de andre Brøndby-spillere lignede japanske Fukuda lige pludselig en helt anden udgave af sig selv end hvad vi har set i næsten hele sæsonen. Udfordrede, kombinerede, assisterede og scorede! 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen