Næsby: Vi skal sætte kniven ind
Scorer man ikke i sine gode perioder, så er der en tendens til, at modstanderen i stedet gør det.
Det er fornemmelsen i Næsby Boldklub efter 1-1-kampen lørdag mod Vanløse.
“De får et lidt trist mål, hvor vi skulle have sat kniven ind tidligere. Der er vi inde i en god periode, men så går de ned og scorer et mål ud af næsten ingenting. Det er mega bittert,” siger Næsby-træner Nicolai Wollenberg, der derfor ikke er tilfreds med pointudbyttet.
“Det er for lidt. Vi får to point for lidt. Vi gik efter alle tre og den skulle bare have én på frakken,” siger Næsby-træner Nicolai Wollenberg, der ellers så gode takter i de første 45 minutter.
“Vi havde stor ære af kampen. Kom med det udtryk, som vi kan forvente. Spillerne investerede både med og uden bold og jeg synes, at vi er der i nærkampe og andenbolde. Alt det, som Vanløse er gode til, det løste vi langt henad vejen,” siger Næsby-træneren.
Julius Fechtenburg åbnede scoringen for fynboerne allerede efter seks minutter, hvilket blev kickstarten til en god første halvleg af Næsby.
Men det er trods alt målene, der tæller, og dem lavede de to hold altså lige mange af i Odense, hvor Snorre Espersen efter 32 minutter fik udlignet for Vanløse i en situation, hvor et indkast og et løb i dybden var nok til at tage Næsby på sengen.
“Jeg er træt af, at vi ikke sætter kniven ind i første halvleg, hvor vi har dem halvt liggende ned og så er jeg træt af, at vi ikke kan overføre vores niveau fra første halvleg til anden,” siger Nicolai Wollenberg til klubbens egen udsendte.
Fynboerne har dermed fortsat otte point op til FA 2000 på andenpladsen. De to hold mødes lørdag på Frederiksberg.