Optakt: Hævnens time for Brøndby mod AGF

SIKKE et brag, som venter på Brøndby Stadion. 

Hvis FC Nordsjælland tidligere på dagen gør hvad de plejer hjemme mod FC Midtjylland – vinder eller spiller uafgjort – kan AGF med en sejr mod Brøndby lade sig krone som danske mestre for første gang i 40(!) år. 

Det er vildt nok i sig selv, at de trofætørstende aarhusianere kan vinde Superliga-guld efter så mange år, og det ville gøre det endnu vildere, hvis det skete ude mod ærkerivalerne fra Brøndby.

I forrige sæson var det netop AGF, som forpurrede guldfesten på Vestegnen med en 3-2 sejr i allersidste spillerunde, og det har de blågule fans ikke glemt. 

Der bliver med statsgaranti fuld smæk på tribunen og på banen, men med tanke på den aktuelle formkurve, ligner det mest af alt endnu en tung aften for Brøndby. 

AGF slider med sejrene

Efter den korte opblomstring med 6-0 over Sønderjyske og 1-0 over Viborg, går det nemlig igen nedad bakke for Coopers Brøndby-hold. 

Først med en pinlig indsats og dertilhørende 3-0 nederlag ude mod Sønderjyske, og senest blot 1-1 på en sen udligning fra Divkovic hjemme mod FCN, hvor Brøndby ellers spillede en mand i overtal i +60 minutter.

Det store spørgsmål er, om AGF kan udnytte Brøndbys lunkne form til at snuppe ALLE tre point? 

Det har nemlig været det helt store problem for Jacob Poulsen og co. i mesterskabsspillet. Blot ét nederlag, men også kun to sejre ud af otte mulige. 

Senest en højdramatisk en af slagsen, hvor unge Bogere fik Vejlby til at eksplodere med en overtidsscoring mod Sønderjyske. 

Alle sæsonens tre indbyrdes opgør mellem Brøndby og AGF har været helt tætte med cifre på 1-0, 3-3 og 0-0. 

De blågule kommer ikke til at dele gaver ud, men har de niveauet til at stoppe De Hvii’e?

Braget spilles søndag den 10.maj klokken 18.00. 

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen