HIK-træner fik mulighed han gerne vil give videre
Fredag aften stod HIK for fjerde og sidste gang i denne sæson overfor AB i CampoBet 2. division. For fjerde gang fik de en øretæve. Denne gang med 5-0. Oven på tidligere nederlag på 4-0, 3-0 og 5-1. Allerede ved pausen var kampen reelt afgjort.
HIK var bagud med fire mål, og det satte naturligvis sine spor i omklædningsrummet.
“Jeg tror, når vi konkurrerer på det niveau, vi konkurrerer på det niveau, vi gør, er det klart, at det gør ondt at gå til pause med fire stænger bagud”, udtalte cheftræner Daniel Simacon til LigaManager efter kampen. Men trods den svære situation var der ingen stor opsang fra cheftræneren i pausen.
“Der blev faktisk ikke sagt så meget. Vi brugte lige nogle minutter på at lande derinde og på at se hinanden i øjnene. Og så sagde vi: skide være med resultatet. Nu kommer vi ud til en anden halvleg, hvor vi skal forsøge at gøre det bedste.”
For Simacon handlede anden halvleg først og fremmest om at vise karakter.
“For os drejede det sig rigtig meget om at vise noget mod og vise noget ære. Ikke mindst for det sammenhold, vi har, og den respekt, vi har for hinanden,” fortsatte Simacon, som ikke et sekund fortrød sin startopstilling med flere unge spillere.
“Overhovedet ikke. Jeg hviler sindssygt godt i de beslutninger, jeg tager. De unge har fortjent deres plads. Malcom og William Monte gør det sindssygt godt og har gjort det godt i mange kampe. Jeg synes, det er to spillere, der præsterer på et ekstremt højt niveau til træning og i kampene.
“Det er klart, at når de møder det bedste offensiv-hold i rækken, vil de blive udfordret. Det vidste vi godt, det var en kalkuleret risiko. Som menneske og træner har jeg lyst til at give de her unge mennesker chancen. Jeg har selv stået i en situation, hvor nogen har troet på mig og mit talent, og det er den mulighed, jeg har for at give videre nu.”
Han understreger samtidig, at de unge ikke spiller på grund af deres alder, men på grund af deres niveau.
“De spiller, fordi de er bedst,” fastslog træneren, der fandt positive ting i holdets reaktion efter pausen.
“Jeg er tilfreds med den måde, vi angriber anden halvleg på. Den forskel, der er fra første til anden halvleg, den er jeg super tilfreds med.”