Officielt: Manoharan fortid i Esbjerg

Rygterne startede tirsdag formiddag. Nu er bekræfter Esbjerg indholdet af dem. Sancheev Manoharan er fortid i Esbjerg.

“Det er summen af flere forskellige komponenter, der gør, at vi står her i dag,” udtaler Esbjergs administrerende direktør, Allan L. Agerholm, i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Vi har gennem en periode ikke fået de sportslige resultater, som vi ønsker og har ambitioner om, og efter grundige drøftelser er vi enige om, at der nu er behov for nye øjne og fornyet energi omkring holdet.”

“Det er vigtigt at understrege, at hele processen er foregået i en god og ordentlig tone.”

“Vi har haft nogle åbne og ærlige samtaler med Sancheev, hvor det undervejs også har været et tema at fortsætte i EfB i en anden rolle, men vi er i fællesskab nået frem til, at dette er den rigtige løsning for alle parter,” forklarer Allan L. Agerholm, der mandag ellers blev citeret for at sige, at en fyring af Sancheev Manoharan ikke var først på dagsordenen.

I føromtalte pressemeddelelse kommer Esbjergs sportschef, Sebastian Brydegaard, også til orde. Ifølge ham sker fyringen med et klart sportsligt sigte:

“Vi har et hold og en trup, som vi tror på, og som vi mener rummer et større potentiale, end vores seneste resultater har vist. Derfor har vi vurderet, der er behov for nye impulser i det daglige arbejde og omkring holdet, så vi kan skabe ny energi og få udviklingen vendt.”

“Sancheev har lagt et stort arbejde i EfB og har hver eneste dag arbejdet engageret og loyalt for klubben. Det fortjener respekt, og jeg vil gerne takke både ham og Søren for deres indsats. Nu er vores opgave at se fremad og skabe de bedst mulige forudsætninger for holdet,” slutter Sebastian Brydegaard.

Sancheev Manoharan førte i sidste sæson Esbjerg til en fjerdeplads i Betinia LIGA, blot to point fra en oprykningsplads til Superligaen. I denne sæson er Esbjerg pt. på sidstepladsen i landets næstbedste fodboldrække, hvor Sancheev Manoharan og co. blot har formået at producere fem point i ni kampe.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA