Sender FA en presbold mod Næsby?
FA 2000 står med en gylden mulighed for oprykning til CampoBet 2. Division i denne weekend.
Fredag aften møder Semere Hailes oprykningsspillets mest formsvage mandskab, Hørsholm-Usserød IK, der har tabt hele otte kampe i træk, og to dage senere skal de nærmeste forfølgere fra Næsby så på besøg hos det suveræne tophold fra Nykøbing FC.
Får FA 2000 flere point ud af de anstrengelser end Næsby, så er billetten til CampoBet 2. Division i hus.
De blå fra Frederiksberg røg dog ind i et mindre bump på vejen i seneste runde, hvor det blev til nederlag på 2-0 hjemme til Nykøbing FC, men Semere Haile så gode takter i spillet og i denne sæson må det også siges ikke at være nogen skam at tabe til suveræne Nykøbing FC.
Hørsholm har til gengæld ikke fået tingene til at svinge i oprykningsspillet, hvor man må tage de små glæder og varme sig ved, at man trods alt kun tabte med en enkelt i seneste runde mod Brønshøj.
Hørsholm-træner Christian Mouroux understreger dog, at selvom man har brugt oprykningsspillet til at se frem mod næste sæson og har givet debut til mange unge spillere, så tørster man i dén grad efter en sejr og vil gøre alt for stikke en lille kæp i FA’s oprykningshjul.
“Vi har ikke noget personligt imod FA 2000, men vi vil virkelig gerne drille dem,” siger Mouroux.
Der er kampstart i Hørsholm fredag aften klokken 19:00.