Tom topscorerliste: Disse målmaskiner flytter ind

Fredag aften er der premiere på en ny sæsonudgave af Betinia LIGA.

Og det er ikke bare ensbetydende med en nulstillet tabel. Landets næstbedste fodboldrække starter også fra scratch på topscorerlisten.

Sidste sæson var det Frederik Gytkjær og Adrian Justinussen, der endte øverst på den eftertragtede liste over ligaens mest produktive målmaskiner.

Det gør de to angribere ikke i den kommende sæson. Frederik Gytkjær og Adrian Justinussen er nemlig rykket med henholdsvis Lyngby og Horsens op i Superligaen.

Iagttagere af Betinia LIGA skal også se langt efter spillere som Mikkel Wohlgemuth og Kasper Andersen, der begge blev noteret for 11 scoringer, hvilket rakte til en delt tredjeplads på ligaens topscorerliste, side om side med Esbjergs Muamer Brajanac.

Mikkel Wohlgemuth er nemlig rykket med B.93 ned i 2. division, ligesom Kasper Andersen har rykket teltpælene op og skiftet Aarhus Fremad ud med norske Odd Grenland.

Kort sagt; der er blevet gjort plads til nye navne øverst på Betinia LIGAs topscorerliste. Spørgsmålet er så bare, hvem der tager over i jagten på at blive den mest scorende i landets næstbedste fodboldrække i den kommende sæson.

Dansk veteran, ung japaner

Umiddelbart ligner føromtalte Muamer Brajanac et godt bud en kommende topscorer i Betinia LIGA. Det samme ville mange AaBere ønske, at Nicklas Helenius også gjorde.

Den 35-årige bliver nu efter al sandsynlighed ikke førstevalg i Aalborg, hvor han nok snarere må tilpasse sig rollen som super-sub og almen inspirator for klubbens yngre spillere, heriblandt Brian Nwadike.

Den 21-årige japaner, der kom til Aalborg tilbage i slutningen af maj måned, har med to mål i tre testkampe fået en god start på livet i AaB, hvor Steffen Højer dog stadig mener, at der er plads til forbedringer.

Brian Nwadike skal eksempelvis blive bedre til at indgå i kollektivets kombinationsspil, ligesom den japanske angriber også skal blive bedre til at holde fast i bolden i åbent spil. Omvendt, så roser AaBs cheftræner klubbens nye angrebshåb for sin fart og power, såvel som hans evne til at time sine løb.

Bliver Brian Nwadike AaBs bedste bud på en topscorer? Eller overhales han af Kelvin John, Kornelius Normann og Mathias Kubel, der allerede er målglade medlemmer af AaBs omstillingsmaskine?

Første skridt i retning af et svar tages fredag aften, hvor AaB tager imod Hillerød på Aalborg Portland Park.

Yakété fra Kolding

En anden angriber, der også excellerer, når det kommer til at time sin tilstedeværelse i modstanderens straffesparksfelt, er Koldings pt. bedste bud på en topscorer, nemlig Sterling Yakété.

Den 26-årige centralafrikaner var ukampdygtig det meste af sidste sæson, hvor han allerede efter tre spillerunder blev ramt af en alvorlig knæskade. Inden da havde Sterling Yakété dog nettet tre gange, og i sidste uge scorede han hattrick i Koldings testkamp mod tyske SC Weiche 08.

Sterling Yakété er med andre ord back in business, og kan han holde sig oppe i omdrejninger, er han et godt bud på en potentiel topscorer. Om ikke i ligaen, så i Kolding.

Faghir og Nemo

Sidst, men ikke mindst, er der gode grunde til at holde et vågent øje på angribere fra de to Superliga-nedrykkere, Vejle og FC Fredericia.

Sidstnævnte kommer til at sætte sin lid til Wahid Faghir, mens fredericianerne forståeligt nok har store forhåbninger til klubbens afløser for sidste sæsons topscorer, Friday Etim, nemlig Nemo Thomsen.

Den 22-årige grønlænder er hentet i Brabrand, hvor Nemo Thomsen i sidste sæson blev noteret for 12 scoringer, og selvom der unægtelig er langt fra 2. division til Betinia LIGA, så har Nemo Thomsen et talent, der rækker til en plads i den øverste del af Betinia LIGAs topscorerliste.

Vi får se, hvad der sker. Og i Betinia LIGA kan alt ske. Hvem havde for eksempel forudset, at Mikkel Wohlgemuth ville score 11 mål i sidste sæson?

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA