Trods stærkt forår drømmer formstærke Vendelbo om flere mål
Fra hjemmekampen mod HIK til udekampen mod Thisted FC præsterede Adam Vendelbo noget, ingen andre spillere har præsteret i denne sæson i CampoBet 2. division. At være på ugens hold hos sofascore.dk fire kampe i træk.
Der er et par stykker, som har præsteret tre. Men fire kåringer i rap var 23-årige kantspiller altså først til at klare. Og Vendelbo indrømmer, at det giver en rar fornemmelse.
“Nu er det er ikke noget, man specifikt går efter, når man spiller, men det er selvfølgelig fedt,” fortæller han til LigaManager. Og den Lyngby-ejede venstrekant synes egentlig, at det stemmer meget godt overens med, hvordan formen føles.
“Jeg synes, at jeg har gjort det godt på det seneste. Det følger også lidt med, at vi som hold har opnået noget selvtillid. Vi har været gode på det seneste, og det giver selvfølgelig også mig noget,” forklarer Vendelbo, som trods alt fik en del spilletid i efterårssæsonen.
Her blev det bare ikke til én eneste optræden på ugens hold. Så hvad har ført denne store ændring med sig?
“Jeg tror, det skyldes, at vi har en plan nu. Folk ved, hvad de skal gøre. Der er kommet ny træner, og vi har mere styr på det offensive spil. Vi fik en ny start med nye ejere af klubben. Jeg tror bare, at det generelt har gjort godt for alle i Vendsyssel. Det er noget, som kommer naturligt, når der kommer lidt mere ro på tingene”.
Den ro har kastet en oprykning af sig og Adam Vendelbo har været i startopstillingen i samtlige forårets 14 kampe. Nu sættes sigtekornet mod slet og ret at forbedre sig. Her har Vendelbo selv nogle parametre, han gerne vil være bedre på.
“Jeg synes f.eks. ikke, at jeg har scoret nok. Det har jeg selv arbejdet meget på samtidig med, at jeg selvfølgelig prøver at gøre det bedste for holdet,” siger han og peger på oplæg til scoringer som et eksempel. Adam Vendelbo har leveret fem assists i 2026, hvor han har fået en lidt mere fri rolle af Kim Engstrøm, som kom til som cheftræner ved årsskiftet.
“Tidligere synes jeg, at det var lidt mere låst. Desuden følte man fra start en tiltro fra Kim Engstrøms side. Der har også været mange en-til-en-samtaler med ham, hvor man har snakket om, hvad der skal gøres og hvordan og hvilken rolle, man har på holdet. Det gør det nemmere at træde ind og være komfortabel”.