Ishøj kampklar efter nedrykning: Nu laver vi en “Nykøbing”

Ishøj IF er færdige i CampoBet 2. division. Det stod klart fredag aften efter Skive IK sejrede i udekampen mod Fremad Amager. Udover at redde skibonitterne selv dømte det samtidig ”Kongeklubben” til en billet ned i CampoBet 3. division.

Det blev til to sæsoner i den tredjebedste række i denne omgang for klubben fra vestegnen. De rykkede op sammen med BK Frem, som omgående røg ned igen. Hvilket siger lidt om, at det ingen selvfølge er at tilkæmpe sig en plads i dette selskab.

Ishøj gik til vinterpausen som nummer 10, hvilket senere blev til nummer ni, da Fremad Amager fik fratrukket seks point. Det var to point dårligere end til vinterpausen i debutsæsonen i 2. division. Dengang kom man ud og endte som vinder af kvalifikationsspillet, da foråret bød på syv sejre.

Sådan er forårssæsonen desværre for Ishøj ikke forløbet i 2026. Dertil viste vinterpausens åreladning af profilerne i truppen sig ganske enkelt for stor, som også talsmand Bryan Göddert påpeger overfor LigaManager.

”I efteråret spillede vi mere eller mindre fast med Mo Hassan, Joseph Kinful, Bastian Kruse, Tobias Pedersen, Mads Beyer, Essam Salamoun, Bilal Masaad og Matin Alatlassi. Otte spillere som alle havde spillet sammen i divisionsfodbold igennem en årrække.

”Tre af dem skiftede klub efter eget ønske. Beyer har misset så godt som hele foråret, og de har andre har plejet skavanker, som har frataget dem fast spilletid,” forklarer Göddert, som desuden kunne se træner John Bredal takke af efter efterårssæsonen. Han blev erstattet af Kenneth Høier, som udover at skulle se til sit første job om divisionstræner også skulle forme en helt ny trup af unge talenter.

”Det tager bare tid, før man får et reelt tophold ud af anstrengelserne med nye talenter og får alt til at klappe. Vi bliver til gengæld noget andet, og jeg tror på, at vi bliver et bedre slutresultat, når vi bygger ovenpå,” fortæller Göddert, som også fandt efteråret skuffende.

”Vi vandt vi blot tre kampe. På et selvmål over VSK og to gange mod FC Helsingør. Det er dårlige resultater under en fagligt god træner og med vores bedste start-11’er nogensinde. Derfor har vi accepteret, at vi skal ned i CampoBet 3. Division og spille imod Sundby, Holbæk, Hørsholm, Vanløse mfl.”.

Ishøjs højeste placering i sæsonen var en syvendeplads efter runde 13. Til gengæld har man tilbragt 17 runder under nedrykningsstregen. Og det bliver i alt til 19, før sæsonen lukker ned. Det er kun FC Helsingør, som kan fremvise flere runder under stregen.

Nedrykningen kommer derfor ikke som en hverken stor overraskelse eller chok, og Bryan Göddert henter inspiration i en af sidste sæsons modstandere, når han skeler til fremtiden.

”Vi skal give hinanden hånden på, at vi sammen forsøger at lave en “Nykøbing” med hurtig oprykning igen. Så kommer vi retur med fornyet styrke, lyst, vilje og galskab til at vinde hver eneste bold og presse modstanderen helt i bund, som AB har vist os en opskrift på i denne sæson.”

Ifølge Göddert er man allerede blevet tilbudt adskillige spillere og nye cheftrænere, men han står fast på, at Kenneth Høier også er at finde som cheftræner efter sommerferien.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet