Fremad-træner om Andrass-farvel: En kæmpe mavepuster

Det var noget af en chok-melding, der kom fra Fremad Amagers hovedkvarter mandag eftermiddag. Kontrakten med færøske Andrass Johanssen er revet i stykker og på foranledning af Johansen selv går parterne hvert til sig. For nu.

”Jeg har i flere år døjet med mange skader, som har ledt til denne situation. I maj skrev jeg under på en kontrakt på to år i håb om, at sommerferien ville hjælpe mig igennem nogle af de skader, jeg havde. Sådan blev det ikke, og derfor har jeg nu taget den beslutning at stoppe.”

For træner John Bredal var det en gevaldig streg i regning i forhold til den kommende sæson. Eller som han selv udtrykker overfor LigaManager med udsigt over Sundbys kunstgræsbane: “det var en kæmpe mavepuster.”

“Jeg er så ked af det på hans vegne. Andrass har hele pakken på vores niveau. Og han har lige forlænget i to år, fordi han også var et salgsemne. Jeg havde dialoger med den færøske landstræner om, at han stod og bankede på til landsholdet. Og så kommer den besked”, fortæller en tydeligt ærgerlig John Bredal.

Andrass Johansen nåede at efterlade et gevaldigt aftryk i forårssæsonens sidste syv kampe med tre scoringer, assists og i det hele taget bare et velspillende aktiv i Fremad Amager offensiv. Men i stedet for at bygge på, er det slut. I hvert fald for nu.

“Han var i truppen til vores træningskamp i lørdags, hvor han skulle være startet ude. Han har fået noget ekstra sommerferie på grund af sit bryllup. Han kom som normalt, vi hilste på og så kom David Boysen (sportschef, red.) 20 minutter inden kampstart, mens jeg står ude til opvarmningen, og siger, at Andrass er taget hjem.

“Det var en mavepuster, for han har været et powerhouse, og han var tiltænkt en bærende rolle i vores offensiv. Så det er jeg rigtig ked af på hans vegne. Han har det ikke godt, for det har været en stor del af hans liv, men lige nu er det i hvert fald ikke det rigtige for ham. Og når man kunne se, hvordan han havde det, kan jeg ikke bebrejde ham.”

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet