Aarhus Fremad mister topscorer
Kasper Andersen har med 11 mål og fem assists været en nøglefigur for Aarhus Fremad i sæsonen, der lukkede og slukkede søndag.
Mandag oplyser Aarhus Fremad dog på klubbens Facebook-side, at Kasper Andersen, der kom til Riisvangen for et år siden, stopper i klubben.
Det skyldes logistiske årsager, som parterne har forsøgt at finde en løsning på hele foråret, men uden hold.
Kasper Andersens familie er nemlig bosat i København, hvilket gør et arbejdsliv i Aarhus til en udfordring:
“Vi har hele tiden været bekendt med Kaspers logistiske udfordringer med familie i København, og har håbet på, at den kunne løses hen over sæsonen,” udtager Aarhus Fremads direktør, Jesper Blicher Dahl, og fortsætter:
“Kasper har været en vigtig brik i vores succesfulde første sæson i 1. division og klart sat sit præg på rækken.”
“Vi glæder os til at følge hans fortsatte udvikling,” slutter Jesper Blicher Dahl.
Hvor Kasper Andersen fortsætter karrieren, vides endnu ikke.