Stor afskedsfest i Næstved da AB blev klædt af
Det har været en middelmådig sæson for Næstved Boldklub på hjemmebane. Hele fem klubber har vundet flere hjemmekampe end klubben med det største hjemmebanepublikum. Lørdag faldt det hele dog i hak, da man klædte vinderne af CampoBet 2. division, AB, af foran 787 tilskuere.
Efter tre tidligere nederlag i denne sæson mod “uglerne”, og otte indkasserede mål, var Næstved-gutterne i hopla og sejrede 4-1. En passende timing i forhold til, hvor stor en afskedsfest dagen samtidig var.
Sportschef Peter Dinesen er efter sæsonen at finde i Kolding. Målmandstræner Sahin Danismaz, som kom til vinterpausen, takkede også af. Assistenttræner Zouher Abdullatif ligeså.
“Både klubben og jeg ville sådan set gerne have fortsat, men jeg kan ikke få privatlivet til at gå op med stillingen i Næstved lige nu,” fortalte han til LigaManager, idet han samtidig afviser at være færdig med fodbold.
Også to spillere måtte vinke farvel til hjemmepublikummet. Hverken Sam Tattum eller Mathias Kisum er blevet udstyret med nye aftaler, selvom begge gerne havde fortsat.
“Jeg har stadig ambitioner og vil gerne spille på så højt niveau som muligt. Jeg må se mig omkring”, fortalte Kisum til sn.dk.
Han takker dermed af for anden gang i Næstved. Han kom første gang til klubben fra FC Roskilde i 2019. Herfra gik turen videre til først AB, siden Hillerød, inden han i 2024 var tilbage på Sydsjælland. I alt er det blevet til 67 kampe i den grønne trøje.
Også Sam Tattum skal på jagt efter en ny klub. Den tidligere akademi-spiller i Manchester City kom til Næstved i januar 2025 og nåede 34 kampe for “de grønne”.
Cheftræner Sune Lærkedahl Jensen ærgrer sig over at miste begge spillere, men økonomisk er tiden til at spænde livremmen lidt ind, lyder begrundelsen fra Sydsjælland.