Murat Kütük efter reorganisering af Ishøj: “Giver en stærkere identitet”

Mandag d. 1. juni kunne Ishøj IF meddele, at man overtager kontrollen og driften af Ishøj IF Pro ApS. Sidstnævnte, som har haft Michael Holm Jensen som direktør, indtil Erhvervsstyrelsen tvang en fratrædelse igennem, ophører samtidig. Om baggrunden forklarer for dét træk, forklarer ordførende formand Murat Kütük til LigaManager.

”Vi ønsker at samle klubben under én paraply, så der er en tydelig sammenhæng mellem bredde, talentarbejde, udvikling og elite. Vi mener, at det giver en stærkere identitet og bedre mulighed for at udvikle klubben på lang sigt.”

”Det hele skal køre hånd i hånd. Vi har tidligere med stor succes haft det hele samlet under én paraply, og jeg og resten af bestyrelsen synes, at det giver meget bedre mening. Det der, med at splitte kræfterne op, giver ikke mening, fordi vi bor i en lille by,” forklarer manden, der tidligere også var viceborgmester i Ishøj.  

”Hvis du skal have et stabilt og langsigtet projekt, er du nødt til at samle kræfterne under ét tag. Det synes vi i hvert fald giver meget bedre mening for vores lille forening. Jeg er jo foreningsmand. Jeg har altid gjort det frivilligt, og jeg elsker at gøre det.

”For mig handler det ikke kun om fodbold, men om at skabe et fællesskab, der rummer mange typer mennesker. Hos os er der højt til loftet og langt til døren. Der skal være plads til alle. Uanset hvad de måtte døje med”, fortsætter Murat.

Betyder den nye konstruktion, at Bryan Gödderts involvering i klubben er slut?

”Bryan er en frivillig person, som har hjulpet til, hvor han kunne hjælpe til. Han har aldrig været en del af Ishøj IF. At han har løftet en kost eller taget en moppe eller en støvsuger, det er, hvad det er.

”Vi har en masse gode sponsorer, som er med til at hjælpe klubben. Det er vi rigtig glade for, og det skal vi selvfølgelig bygge videre på det, så det giver god mening for Ishøj IF.”

Så fortsætter Bryan Göddert?

”Hvis jeg ser ham derude, kan jeg da sagtens finde på at sige til ham, ”kan du ikke lige tage kosten?” Det tror jeg ikke, han er for stor til. Han har hjertet på det rigtige sted, og han vil rigtig gerne foreningslivet. Han vil rigtig gerne støtte op omkring os som mennesker. Og så han en søn, der lige har fået debut på førsteholdet. Det er da megastort.”

Overfor LigaManager svarer Bryan Göddert selv følgende.

”Michael Holm Jensen har styret bank, skat, e-boks, lønningsbogholderi og finanser, mens jeg har hjulpet med jura, kontrakter, kontakt til kommunen og godkendelse af regninger. ”Michael Holm Jensen og jeg slipper begge fra dags dato, 1. juni, dette store arbejde med en trup og stab på 40 medarbejdere”.

Som følge af Erhvervsstyrelsens nylige indgriben overfor Ishøj IF Pro ApS, gik man i et jobopslag på jagt efter en direktør. Denne jagt er nu indstillet og en direktør er ikke længere nødvendigt i det nye set-up.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet