Sæsonens tilskuertal i Betinia LIGA: AaB topper og Hillerød flopper

Den forgangne sæson i Betinia LIGA var ikke en succes for AaB.

Superliga-nedrykkerne endte således på en syvendeplads i landets næstbedste fodboldrække.

Til gengæld kan AaB glæde sig over, at klubben topper tabellen på tilskuer-fronten. Det viser tal fra Superstats.dk.

For trods skuffende resultater blev AaBs hjemmekampe på Aalborg Portland Park i snit overværet af 4.888 tilskuere, hvilket ingen anden klub i Betinia LIGA kan matche.

AaBs tilskuersnit står i øvrigt i skærende kontrast til det, Hillerød sluttede sæsonen af med.

For selvom Hillerød rent sportsligt kan se tilbage på den bedste sæson i klubbens historie, så er Slotsbyens Hold helt i bund, når det kommer til tilskuertal.

Således havde Hillerød blot et snit på 583 tilskuere pr. hjemmekamp.

Nedenfor kan du se samtlige klubbers tilskuertal (gennemsnit på hjemmebane) i sæsonen 2025/2026.

  1. AaB (4888)
  2. Esbjerg (3721)
  3. Lyngby (3640)
  4. Horsens (2465)
  5. Kolding (2458)
  6. Aarhus Fremad (1993)
  7. Hvidovre (1586)
  8. HB Køge (1413)
  9. Hobro (1263)
  10. B.93 (850)
  11. Middelfart (699)
  12. Hillerød (583)

Kilde: Superstats.dk

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA