Se tallene: Fredericia og Vejle er all-time-bekendte med Betinia LIGA

Efter en enkelt sæson i Superligaen er FC Fredericia tilbage i landets næstbedste fodboldrække.

Det er normalt lig med en tilvænningsperiode. Men det bliver det ikke for FC Fredericia. Klubben er nemlig mere end bekendt med livet i Betinia LIGA. Faktisk er FC Fredericia den klub i Danmark, der er noteret for flest sæsoner i 1. division, nemlig hele 24 af slagsen, vel at mærke i træk.

Derfor er FC Fredericia også den klub, der har spillet sig frem til flest point i landets næstbedste fodboldrække. Det fremgår af den såkaldte All-time-stilling, som Superstats.dk siden årtusindeskiftet løbende har opdateret.

I alt er FC Fredericia registreret for 750 kampe i 1. division – hvilket takket være 299 sejre og 184 gange uafgjort – har kastet hele 1081 point af sig.

På andenpladsen finder vi Vejle Boldklub, der, ligesom FC Fredericia, rykkede ud af Superliga i sidste sæson og dermed skal spille i Betinia LIGA på den anden side af sommerferien.

Således har Vejle Boldklub spillet 529 kampe i landets næstbedste fodboldrække, hvilket samlet set er resulteret i 901 point på kontoen.

Det er med andre ord to særdeles hjemmevante Superliga-nedrykkere, der fra og med 24. juli, hvor 2026/2027-udgaven af Betinia LIGA fløjtes i gang, skal forsøge at spille sig tilbage i landets bedste fodboldrække.

Vejen til Superligaen er dog belagt med modstand. For Betinia LIGA er noget af det mest kompetitive der findes, og hold som Hillerød, Esbjerg, AaB står klar til at spænde ben for Superliga-nedrykkernes Superliga-drømme.

Hvorvidt det kommer til at ske, må tiden vise. Sikkert er det, at FC Fredericia og Vejle Boldklub er all-time-bekendte med Betinia LIGA. Du kan se hele All-time-stillingen i 1. division lige HER!

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA