Transfer: Er FCM’s Jensen-transfer en svinestreg?
Der var næppe mange, der forventede, at Magnus Jensen skulle blive transfervinduets varme kartoffel. Men sådan er det gået, og det er en ret opsigtsvækkende case, vi nu er vidne til. Stopperen er på vej til at forlade Sønderjyske til fordel for FC Midtjylland efter et uskønt forløb. Det skriver Der Nordschleswiger. Sønderjyske ønskede angiveligt to milloner euro. FCM ville byde en tredjedel. Nu lander man på halvvejen efter Sønderjyske har erkendt nederlaget.
Jensen, der med stor sandsynlighed kan se frem til at blive i bedste fald rotationsspiller hos ulvene, ville så gerne have skiftet presset igennem, at han fralagde sig sit anførerbind.
Stopperen droppede anførerbindet før mandagens kamp mod OB som tydeligt signal til klubledelsen. Det resulterede i, at han tirsdag blev bedt om at holde sig væk fra klubben. Sikke et eftermæle af en spiller der var dedikeret en opgave som leder og rollemodel. FCM er naturligvis et skridt op og uden tvivl en lukrativ aftale for tre år, men det er også en sag, hvor der bliver smækket med døren. Ikke kun mellem Jensen og Sønderjyske, men også mellem sønderjyderne og FCM.
Det er ikke første gang, at to klubber er uenige om en overgang, men denne her stikker ud. FCM er i akutte mandskabsproblemer og har kastet deres kærlighed på Sønderjyske-stopperen. Ikke kun fordi han er dygtig, men der er andre stoppere ledige på markedet, så nogen må have forklaret FCM, at Jensen kunne erhverves under Sønderjyskes ønskede pris. Og at spilleren var med at gå all in på at presse skiftet igennem. Det kræver alligevel noget at agere sådan overfor arbejdersgiver og ikke mindst holdkammerater.
Det er en grov tackling overfor kollegaerne i Haderslev, der kan se frem til at miste deres vigtigste forsvarsspillere efter sæsonstart. Tilmed med et bud langt under sønderjydernes vurdering, hvorefter der tydeligvis er startet en proces op for at tvinge købet igennem.
Og Magnus Jensen har set stort på sin rolle i Sønderjyske samt det tillidshverv, som de lyseblå gav ham. At være anfører er en vigtig mellemlederrolle. Man er trænerens forlængede arm, ham der skal holde gejsten oppe i svære øjeblikke på banen og sætte standarden for kulturen i omklædningsrummet.
Her må man sige, at Jensen har tonet rent flag angående sit syn på den opgave og sine værdier. Det er så åbenbart også værdier, som FCM ønsker at købe ind på. Med en pris trukket ned over hovedet på Sønderjyske.
Så er transferen en svinestreg eller bare sådan transfermarkedet er? Det bliver interessant at høre Jensen og FCM udtale sig.