Oskar “Bongo” Møller stopper karrieren i HIK

Oskar Møller har stoppet fodboldkarrieren. Han vil således ikke være at finde i HIKs trup til den kommende sæson, når CampoBet 2. division atter fløjtes i gang. Det skriver den rutinerede forsvarsspiller selv i et opslag på Linkedin.

“Efter mange år med fodbold, både på professionelt og semiprofessionelt niveau, har jeg taget beslutningen om at lægge støvlerne på hylden. Hvis jeg skal være ærlig, har jeg måske ikke helt drevet det så langt, som drengedrømmen i sin tid lød på,” indrømmer Oskar Møller i sit indlæg.

“Men jeg ville heller ikke have byttet rejsen for noget som helst. Fodbold har fyldt en stor del af mit liv og har været med til at forme mig som menneske. Det har givet mig stærke fællesskaber, disciplin, evnen til at arbejde under pres og en mentalitet, jeg i dag bruger aktivt i mit arbejdsliv.

“Jeg tager en værktøjskasse med mig videre, som jeg ved, jeg kan bruge direkte i mit erhvervsliv, både i forhold til mindset, samarbejde og performance. Samtidig kan jeg mærke, at der er en retning i mit arbejdsliv, som motiverer mig endnu mere. Det er her, jeg vil lægge mit fulde fokus og energi fremadrettet for at udvikle mig og skabe resultater “uden for banen”.

“Det er ikke en nem beslutning at give slip på noget, der har været så stor en del af ens identitet/liv. Men det føles som det rigtige skridt nu,” lyder det videre fra Oskar Møller, der igennem længere tid har gået under tilnavnet Bongo. Det har vist nok noget med en famøs bongo-tromme efter en muligvis ikke helt alkoholfri bytur at gøre. Men lad nu det ligge.

Hans sidste kamp i den hvide trøje blev passende nok den festlige 4-3 sejr på hjemmebane over Vendsyssel FF. Her takkede han af med et gult kort, hvorfor der var karantæne i sæsonens sidste nederlag. Det var den eneste kamp, “Bongo” missede i sæsonens løb, hvor han var i startopstillingen i 30 af 31 ligakampe. Ifølge Transfermarkt blev det til 81 kampe for HIK i karrieren.

Den 26-årige bornholmer kom i sin tid til Brønshøj fra Rønne. Opholdet hos “Hvepsene” blev kortvarigt, hvorefter Kolding IF kaldte. Herfra gik turen til Frem, inden han landede hos Hellerup-drengene i sommeren 2023. Og her sluttede fodboldkarrieren så på topplan.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet