Tre ting vi lærte af 10. runde i CampoBet 2. division
Der er nu spillet 10 runder af CampoBet 2. Division. Den 10. runde bød tre lokalopgør, hvoraf to sluttede med udesejr. Den ene væsentligt mere overraskende end den anden. Og så var det runden, hvor knækket kom.
LigaManager giver dig her tre nedslagspunkter fra runden, der gik.
1. Nykøbing FC og FC Roskilde er unikke
Det var en runde, hvor Nykøbing FC forsvarede deres førsteplads. Samtidig lagde FC Roskilde sig for første gang i denne sæson på en oprykningsplads. Hvis man skulle være tvivl, er Nykøbing FC og FC Roskilde fuldstændig unikke.
Det er sjette sæson, at CampoBet 2. division opererer med den nuværende turneringsstruktur. I de foregående fem sæsoner har kun ét eneste hold præsteret at gå 10 runder uden nederlag. Det var Aarhus Fremad i sæsonen 2023/24.
I alle øvrige sæsoner havde alle klubber tabt mindst én gang efter senest otte runder. Og så har vi i denne sæson hele to klubber, som står uden nederlag efter 10 runder. Det er mildest talt imponerende. Ingen klubber har nogensinde præsteret 11 runder uden nederlag i den nuværende struktur. Men Nykøbing FC præsterede at gå 17 runder i 2020.
2. Så kom knækket
De fleste, der vovede sig ud i at spå om den kommende sæson i CampoBet 2. division, pegede på fire klubber, der ville få det svært i år. Det var Thisted FC, FA 2000, HIK og Brabrand. Efter 10 runder kom knækket i tabellen. Nu er de fire skilt fra resten af pelotonen. Fra Brabrand på 9. pladsen er der fem point op til 8. pladsen.
Til gengæld tegner netop top otte til at blive et seriøst rotteræs. Nok har Nykøbing FC stadig skilt sig ud. Men kun fire point adskiller nummer to og nummer otte. Det har aldrig været tættere efter 10 runder i den nuværende turneringsstruktur. Det lover mildest talt spændende.
3. Pas med at vinke farvel til egne talenter
Elias Astola fik sin debut i divisionsfodbold for VSK Aarhus. Det blev til spilletid i to kampe, inden han forlod klubben. Før denne sæson hentede Brabrand IF ham i VRI. Og i fredags scorede han så til 2-0 i Brabrands sejr over VSK Aarhus. Av.
Det var sæsonens anden sejr for Brabrand IF. Og deres første clean sheet. Det var samtidig sæsonens andet nederlag for VSK Aarhus. De gled dermed ned på en tredjeplads og er for første gang siden 1. spillerunde ikke at finde på en oprykningsplads.