HIK sikrer sig Bagou-afløser
HIK sagde tidligere på sommeren farvel til sidste sæsons topscorer, Donavan Bagou, som efter en flot sæson sikrede et skifte til Hvidovre i Betinia LIGA.
Onsdag meddeler Hellerup-klubben, at de har fundet afløseren. HIK har indgået en aftale med Benjamin Lyng, som kommer til fra Ledøje Smørum i Danmarksserien.
Den hurtige 22-årige angriber scorede 13 mål for Ledøje Smørum i 25/26, og nu tager han altså et markant skridt op til CampoBet 2.division.
”Benjamin skal ikke føle noget pres ved at skulle afløse 2. divisions topscorer. Han skal falde til, vænne sig til tempoet i 2. division, og så har HIK jo tidligere vist, at man i det rette tempo er i stand til at udvikle gode angribere” fortæller HIK’s nye cheftræner Anton Leifsson.
”Han er hurtig, afslutter glimrende med begge ben og arbejder hårdt både offensivt og defensivt,” lyder det ydermere fra Leifsson.
I 25/26 endte HIK på sjettepladsen i CampoBet 2.division.