Stor Superliga-transfer: Brøndby køber Ejdum i OB
Brøndby IF henter nyt blod til midtbanen. Klubben fra den københavnske vestegn køber Max Ejdum i OB. Det meddeler de på deres hjemmeside.
Den 21-årige profil har skrevet under på en femårig kontrakt med Brøndby, som ifølge Ligamanagers oplysninger betaler i omegnen af 25 millioner kroner for Ejdum.
”Max er en ung, men allerede meget etableret midtbanespiller. Han er en dynamisk og løbestærk spiller med høj intensitet, stærke relationelle kompetencer og en god forståelse for spillet både med og uden bold,” lyder det fra fodbolddirektør Julius Ohnesorge.
I den forgangne sæson spillede Max Ejdum 28 kampe for OB i Superligaen med én scoring og fem assist til følge.
”Jeg har jo spillet for OB hele mit liv, så det er klart, at det bliver sjovt at komme et nyt sted hen – og så lige til en kæmpe klub som Brøndby,” fortæller Ejdum.