Rutine til forsvaret: Hillerød henter Rasmus Thelander
Hillerød Fodbold henter en rutineret herre til forsvaret. Klubben meddeler på deres hjemmeside, at de har indgået en aftale med transferfrie Rasmus Thelander.
Den 34-årige midterforsvarer har været vidt omkring i sin karriere. I Danmark har han tørnet ud for AaB, Silkeborg, og Lyngby, mens han under mere eksotiske himmelstrøg har spillet for Panathinaikos, Zürich, Vitesse, Ferencvaros, og senest Omonia Aradippou på Cypern.
”Med Rasmus får vi en spiller, som har præsteret på et meget højt niveau både i Danmark og i udlandet. Han har været en markant profil i de klubber, han har repræsenteret, og vi får en leder, som kan være med til at udvikle både holdet og de unge spillere omkring sig,” udtaler Hillerød-træner Christian Lønstrup.
Hillerød starter sæsonen fredag den 24.juli klokken 19.00 med en udekamp mod AaB.
Se overblikket over alle sommerens handler i Betinia LIGA her.