Patrick Olsen til B.93: ”Det er her jeg skal være”

B.93 henter et yderst velkendt navn til truppen.

Østerbro-klubben meddeler på deres hjemmeside, at de har indgået en treårig aftale med Patrick Olsen.

Den hårdtkæmpende midtbanemand har været vidt omkring i sin karriere – fra ungdomsfodbold i Inter til klubber som RC Lens og Grashopper, og ikke mindst en masse Superliga-bold hos både AaB og AGF.

Senest tørnede Olsen ud for AC Horsens i Betinia LIGA, hvor han faldt i unåde hos trænerstaben, og hovedpersonen glæder sig nu til en ny udfordring.

”Jeg har fået sat mine værdier på spidsen de seneste par år, og efter dialogen med B.93 er jeg ikke i tvivl om, at det er præcis her, jeg skal være. Når jeg har det godt, afspejler det sig også på banen. Derfor tror jeg, at en spiller som mig og en værdibåret klub som B.93 kommer til at komplementere hinanden rigtig, rigtig godt.”

B.93 rykkede i sidste sæson ned fra den næstbedste række, og skal nu forsøge at kæmpe sig til oprykning i CampoBet 2.division.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen