AGF – Lech Poznan: CL-eventyret starter tirsdag med udsolgt i Randers
VM 2026 nåede sin ende sent søndag aften, men heldigvis skal vi ikke vente længe på den næste betydende fodboldkamp.
På fredag starter Superligaen igen, og allerede tirsdag skal de forsvarende danske mestre, AGF, i aktion, når de ramler sammen med Niels Frederiksens Lech Poznan i Champions League-kvalifikationens anden runde.
Vejen til AGF’s første deltagelse i Champions League er lang, og umiddelbart var lodtrækningsheldet ikke med De Hvii’e, da de polske mestre blev trukket op af bowlen.
Lech Poznan har vundet den polske Ekstraklasa i de seneste to sæsoner, og startede i sidste uge 26/27 ud med at løfte Super Cup-trofæet efter en 3-1 sejr over Gornik Zabrze.
Siden det formidable mesterskab, som blev sikret i slutningen af maj, har AGF sagt farvel til flere af holdets ledende skikkelser i form af Patrick Mortensen, Felix Beijmo og Henrik Dalsgaard, mens gamle kendinge i Jens Jønsson og Mikael Anderson til gengæld er kommet tilbage til klubben.
Det er efterhånden lang tid siden, at AGF for alvor har gjort sig bemærket på den europæiske scene.
De seneste gange aarhusianerne har forsøgt at kvalificere sig til europæiske gruppespil, er det endt i gedigne skuffelser mod blandt andre Dila Gori og Mura, mens nederlaget til Club Brügge i 23/24 var mere forventeligt.
AGF er ikke chanceløse mod Lech Poznan, og har øjensynligt rykket sig markant over de seneste sæsoner, men det vil alligevel kræve to store præstationer for at sende polakkerne ud.
Tirsdagens kamp spilles på Cepheus Park i Randers, da AGF’s midlertidige hjemmebane i Vejlby ikke lever op til kravene for europæisk fodbold.
Alle 9000 billetter til opgøret er solgt, og der er kampstart klokken 19.00.