Oprykkere forstærker midtbanen og målmandsposten
FA 2000 har benyttet weekenden til at føje to nye spillere til truppen, der skal konkurrere i CampoBet 2. division i den kommende sæsonen. Marcus Porsgrunn er kommet til fra Brønshøj, mens Alfred Maslen slutter sig til oprykkerne fra Ishøj IF.
“Marcus er en midtbanespiller, som vi har haft på vores radar i et stykke tid. Han har spillet imod os og har altid vist holdånd, viljestyrke og enkelhed i sine processer, hvilket gør spillet enklere. Især når man er midtbanespiller. På det personlige plan er han også en stor gevinst for holdet,” udtaler cheftræner João Fernandes om Porsgrunn. Sidstnævnte har selvfølgende at føje til skiftet.
”Jeg er glad for at blive en del af FA 2000. Det er en klub, der bygger på nogle stærke værdier. Fællesskabet og energien omkring holdet er rigtig stærke, og man kan mærke, at folk kommer for at blive bedre. Truppen har et stort potentiale, og jeg glæder mig til at se, hvor meget af det potentiale vi kan få forløst. Jeg tror på en spændende sæson, hvor vi skal bevise, at vi er et kollektiv, der kan udfordre de andre hold i rækken.”
Alfred Maslen nåede en halv sæson i Ishøj IF, der kulminerede med nedrykning til CampoBet 3. division. Han kom til vestegnen fra Hvidovre, og nu går turen altså videre til Frederiksberg, til hvilket cheftræner João Fernandes siger følgende til klubbens sociale medier:
”Alfred er en ung målmand med et klart ønske om at spille fodbold og bruge tiden på banen med at træne og udvikle sig. Han vil øge konkurrenceniveauet på den position, hvilket er noget, der er meget vigtigt for os.”
”Jeg er rigtig glad for at være blevet en del af FA. Den første tid i klubben har været virkelig positiv, og jeg nyder at være i gang med træningen. Jeg ser frem til at fortsætte det hårde arbejde og glæder mig til, at sæsonen går i gang,” siger Maslen selv om skiftet.