Sakseglad japaner fik debut: Han er en mundfuld
Fredag aften fik AaB en perfekt start på sæsonen, da nordjyderne, takket være en scoring af anfører Frederik Børsting i det 69. minut, vandt 1-0 over Hillerød for øjnene af 4357 tilskuere på Aalborg Portland Park.
Her gav AaBs cheftræner, Steffen Højer, debut til klubbens nyindkøbte angriber, Brian Nwadike, der kvitterede med en præstation, der lover godt for fremtiden.
Brian Nwadike startede inde på 9er-positionen, og var i den times tid, han fik på banen, en konstant trussel ved sin blotte tilstedeværelse i Hillerøds straffesparksfelt, hvor især den tidligere AaBer, 35-årige Rasmus Thelander, havde sit hyr med den 21-årige japaner.
Det samme havde hele Hillerøds bagkæde, såvel som midtbane, når Brian Nwadike faldt ned i banen og tog del i AaBs angrebsopbygning i rollen som falsk 9er.
Efter kampen var Steffen Højer da heller ikke sen til at rose Brian Nwadikes debut:
“Brian er en håndfuld i dag. Det er hans debut, og han er stadig bare en knægt, men har har et rigtig flot potentiale.”
“Han er høj, stor og stærk, og bevæger sig ret godt. Han er det der punkt, man kan spille bolden op på, og i samarbejde med Nicklas Helenius, så det lover godt,” understreger Steffen Højer, og sætter ord på en situation i første halvleg, hvor Brian Nwadike kom frem til en oplagt scoringsmulighed.
I den bedste af alle verdener, havde Brian Nwadike sat hovedet på et indlæg, der havnene tæt under mål, men i stedet forsøgte han i høj fart at eksekvere et saksespark:
“Vi havde Brian på prøve en uge i vinter, og under én af træningerne lavede han et mål, hvor han i en identisk situation vender sig og scorer på saksespark. Så ja, jeg kunne godt have tænkt mig, at han havde sat hovedet på, men jeg havde jo nok også været ham, der havde klappet højest, hvis han havde scoret på sakse igen i dag,” slutter Steffen Højer med et smil.