Lasse Flø solgt til Westerlo

Vejle har solgt Lasse Flø til KCV Westerlo.

Det 20-årige forsvarstalent kom til Vejle fodboldakademi for tre år siden. Nu fortsætter karrieren i Belgien.

“Lasse Flø er et fremragende eksempel på det, vi gerne vil i Vejle Boldklub. Vi skal udvikle egne talenter, og når de er flyvefærdige, og det giver mening for alle parter, så skal de sendes videre,” udtaler Vejles sportsdirektør, Mikkel Hemmersam, i en pressemeddelelse og fortsætter:

“Lasse har i sin korte fodboldkarriere oplevet at blive skadet, men han kom endnu stærkere tilbage via hårdt arbejde. Den mentalitet er også en af Lasses stærkeste kvaliteter, og den måde, han tacklede modgang på, kan føre ham langt i fodboldkarrieren.”

“Westerlo får en dynamisk og atletisk holdspiller, der i løbet af de sidste tolv måneder har lagt meget på sit spil i begge ender af banen. Alle i og omkring Vejle Boldklub ønsker Lasse Flø alt det bedste i fremtiden og på sin nye fodbolddestination,” slutter Mikkel Hemmersam.

Lasse Flø fik seniordebut for Vejle tilbage i foråret 2023 og nåede i alt at spille 47 kampe for klubben.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA