Damgaard efter debutsejr: Siger meget om spillerne
Aarhus Fremad har i løbet af sæsonen sagt farvel til store spillerprofiler a la Anders Holvad, Lucas Riisgaard, Kasper Andersen og Martin Agnarsson.
For slet ikke at tale om klubbens tidligere cheftræner, Morten Dahm Kjærgaard, der som bekendt nu står i spidsen for Silkeborg.
Alligevel fik Morten Dahm Kjærgaards afløser, hans tidligere assistent Mathias Damgaard, og de tilbageblevne drenge fra Riisvangen en perfekt start på sæsonen søndag eftermiddag.
Her vandt Aarhus Fremad nemlig 1-2 over Hobro på DS Arena:
“Det var lige det, vi havde drømt om. Vi vidste, at det ville blive en svær kamp, men vi er effektive,” lyder det fra Mathias Damgaard i et interview med Stiften.dk, og henviser til, at Aarhus Fremad scorede på de to skud, gæsterne havde indenfor målrammen.
I interviewet med Stiften.dk sætter Mathias Damgaard også ord på, at Aarhus Fremad, trods stor afgang, alligevel hentede tre point i sæsonpremieren:
“Det siger meget om spillerne. Vi har mistet nogle mål i holdet, men mange af dem, der spillede i dag, har altid været her. Og så er der nogle andre, der skal steppe op,” lyder det blandt andet fra Mathias Damgaard.
Aarhus Fremads to scoringer blev sat ind af Andreas Pisani og Magnus Kirchheiner, mens Frederik Dietz stod bag Hobros mål.
Fredag tager Aarhus Fremad imod AaB, mens Hobro skal en tur til Vendssyssel.