Müller før Riisvangen: Det bliver nøglen til at vinde
Fredag aften skal AaB møde Aarhus Fremad på udebane. Og det er lig med dårlige minder for nordjyderne.
AaB har nemlig tabt de seneste to opgør på Riisvangen Stadion.
‘Tabt’ er dog en underdrivelse. For den nordjyske storklub er blevet decideret ydmyget af lilleputterne fra Aarhus.
Således tabte AaB 5-1 tilbage i slutningen af august sidste år, og i slutningen af sidste sæson endte opgøret 5-0 til Aarhus Fremad.
Der skal med andre ord andre boller på suppen fredag aften, hvis AaB skal vaske fortiden af sig og tage point med sig hjem fra Riisvangen. Og AaBs målmand, Vincent Müller, har opskriften:
“Vi skal fortsætte, hvor vi slap (i sæsonpremieren mod Hillerød, red.). Med en masse passion og en masse fight.”
“I de svære øjeblikke i kampen kæmpede vi og viste, at vi stod sammen. Det bliver afgørende igen,” udtaler Vincent Müller til AaBs hjemmeside og fortsætter:
“Vi ved, hvad der skete dernede (på Riisvangen, red.) sidste år, men det er ikke vigtigt nu. Det er fortid. Nu venter en ny udfordring. De kommer ud til deres første hjemmekamp i sæsonen ovenpå en sejr i første runde, og de et hold, der er gode på bolden.”
“Men vi ved, hvad vi vil, og vi glæder os til kampen. Vi skal bringe fuldt fokus fra første til sidste minut, vi skal score på vores chancer og så skal vi arbejde benhårdt i defensiven. Det bliver nøglen til at vinde,” slutter Vincent Müller.