Chok i Odense: OB fyrer Alexander Zorniger

Et kæmpe chok har ramt Superligaen torsdag morgen.

OB meddeler på deres hjemmeside, at de har valgt at fyre klubbens cheftræner Alexander Zorniger.

”Ved oprykningen ønskede vi at accelerere udviklingen i klubben og foretog et gearskifte på flere positioner, herunder cheftrænerposten. Målsætningen var på kort sigt at sikre, at OB igen var at finde i 3F Superliga efter seneste sæson og at spillertruppen fik frisk inspiration. Både det og accelerationen lykkedes, men vi ser nu et behov for at foretage ændringer for at nå til næste fase,” fortæller sportsdirektør Troels Bech.

”Vi har løbende haft samtaler med Alexander. Målet var at finde en vej frem sammen, men vi har desværre måtte konstatere, at det ikke er lykkedes at skabe en fælles retning for kultur og identitet, som er helt afgørende for os. Derfor er tiden nu også kommet til, at OB kan fortsætte den rejse med nye kræfter på cheftrænerposten,” uddyber Bech.

Superliga-sæsonen startede så sent som i sidste weekend, og set ude fra er timingen for fyringen ikke helt optimal. Det er Troels Bech udemærket klar over.

”Timingen er sjældent optimal for den her type beslutninger, men vi kan og vil ikke gå på kompromis med vores identitet og den kurs, som er sat for klubben.”

Ifølge Ligamanagers oplysninger vil en ny OB-træner blive præsenteret i dag eller i morgen, og Tipsbladet.dk mener, at der er tale om den tidligere FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg.

I pressemeddelsen fremgår det, at OB inviterer til pressemøde om hele trænersituation klokken 15.00 torsdag.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen