Skyderi og uroligheder i Tingbjerg: Kom trygt på stadion

Tirsdag aften spilles der pokalfodbold på Tingbjerg Ground, hvor Brønshøj fra CampoBet 3. Division tager imod HB Køge fra Betinia Liga.

Der er dog også en anden kamp i området, hvor der blandt andet er blevet sat ild til biler, affaldscontainere og en bygning i bydelen.

Det sker efter politiet lørdag affyrede skud mod en personbil og ramte en 22-årig i forbindelse med en eftersættelse.

Sportschef i Brønshøj Boldklub, Thomas Ibsen, understreger dog overfor lokalavisen Netavisen2700, at man roligt kan tage til bold på Tingbjerg Ground.

– Der er ingen grund til at nære bekymring for at møde op til pokalkampen tirsdag aften på Tingbjerg Ground, siger sportschefen til lokalavisen.

– Alle kan trygt komme og se vores kamp mod HB Køge. Det, der sker, og er sket i Tingbjerg de seneste dage, har intet med os at gøre. Så vi glæder os til at se mange tilskuere, da det er lidt af en opgave for vores spillere. HB Køge ligger over os, og da de har fået en halvskidt start på efteråret, kommer de garanteret for fuld styrke, lyder vurderingen fra Thomas Ibsen.

Brønshøj Boldklub løber på banen mod HB Køge med kampstart klokken 18:30.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div