Før første hjemmekamp: Kulturbærere forlænger med B.93
Anfører Andreas Heimer og viceanfører Mikkel Wohlgemuth har begge sat deres underskrift på en forlængelse af deres nuværende aftale med B.93. Det oplyser klubben via egen hjemmeside dagen før sæsonens første hjemmekamp.
“For B.93 handler forlængelserne om langt mere end to dygtige fodboldspillere. Det handler om at fastholde de personligheder, der hver dag er med til at sætte standarden for truppen. Om at bære klubbens værdier videre og vise vejen for de mange unge spillere, der tager skridtet op på førsteholdet,” som det hedder i pressemeddelelsen.
Andreas Heimer er en ægte 93’er og har over to ophold i klubben spillet 183 officielle kampe, og om både ham og Wohlgemuth hedder det videre:
“Med sin erfaring, sit overblik og sin store forståelse for klubben er han blevet en af de vigtigste kulturbærere i truppen. Mikkel Wohlgemuth har etableret sig som en naturlig leder siden sin ankomst til Østerbro. Viceanføreren bidrager med rutine, professionalisme og en stærk vindermentalitet. Det gør ham til en vigtig profil både på banen og i dagligdagen omkring holdet.
Cheftræner Kasper Lorentzen ser med stor tilfredshed på, at de to nu har forlænget deres aftaler.
“Andreas og Mikkel har gennem længere tid været blandt de mest bærende spillere i vores trup. De har haft en stor andel i de præstationer, vi har leveret, og de har vist en utrolig stabilitet og et højt niveau over en længere periode,” siger Lorentzen til klubbens egen medieafdeling.
“Det er spillere, som både på og uden for banen tager et stort ansvar og er med til at sætte retningen for holdet. Derfor er det også en vigtig forlængelse for os. Når vi går ind i en ny rejse med B.93, er det afgørende, at vi bygger videre på de stærke fundamenter, vi allerede har.
“Andreas og Mikkel er to vigtige brikker i det fundament, og deres lederskab, erfaring og daglige tilgang er noget, vi ønsker skal være med til at drive holdet fremad. De er begge naturlige ledere, som går forrest, når det gælder.
“De stiller høje krav til sig selv og til omgivelserne, og de er med til at sætte standarden for, hvad det vil sige at være en del af B.93. Derfor er vi rigtig glade for, at de fortsætter, og at de skal være med til at lede holdet videre i den næste fase af klubbens udvikling,” slutter cheftræneren, der fredag aften sender sit mandskab i kamp på FC Roskilde. Det sker på Østerbro Stadion kl. 19:00.