Betinia LIGA: Vi er godt i gang – men hvad har vi lært?

Bolden ruller derudaf i Betinia LIGA. Bevares! Der er kun spillet to runder af sæsonen. Alligevel føles det passende med en form for status.

For hvad har Betinia LIGA budt på de seneste uger? Eller spurgt på en anden: Hvad har vi lært af de to første spillerunder? LigaManager har fundet frem til fire ‘takeaways’.

Svær liga

At Betinia LIGA er en kompetitiv én af slagsen, er ikke breaking news, og kaster man et blik på niveauet hos de 12 hold, der i indeværende sæson skal spille med i landets næstbedste fodboldrække, er der intet der tyder på, at ligaen bliver mindre jævnbyrdig i tiden, der kommer.

Det er Hillerød pt. det bedste eksempel på.

Sidste sæsons nummer fire, der – sammen med vinderne fra Lyngby – spillede det med afstand mest attraktive fodbold i rækken, er således lagt fra land med nul point i to kampe.

Derfor er Christian Lønstrups mandskab i skrivende stund under nedrykningsstregen i ufrivilligt selskab de lavtflyvende svaner fra HB Køge, der i øvrigt – husk på det – var det mest formstærke hold i Betinia LIGA i foråret.

Nuvel, der er stadig lang vej til målstregen, men at Hillerød allerede nu er seks point fra topholdet AaB, og fire point efter Superliga-nedrykkerne fra Fredericia og Vejle, er alt andet end en god start for Slotsbyens Hold.

Til gengæld er det et dugfrisk bevis på, at Betinia LIGA er og bliver et besværligt masseslagsmål.

AaB i top

I modsætning til Hillerød, så har sidste sæsons store skuffelse, AaB, fået en forrygende sommerstart på efterårssæsonen.

Først vandt Steffen Højers mandskab 1-0 hjemme over netop Slotsbyens Hold og i fredags overvandt nordjyderne deres onde-ånd-kompleks ved at vinde 1-2 over Aarhus Fremad på Riisvangen.

I begge kampe har AaB været gode og bedre end de plejer at være, dog uden at spille decideret prangende. Det kan lyde som en kritik, men egentlig er det ment som et bidrag til den optimisme, der har fået ben at gå på i Aalborg og omegn.

For hvad skal det ikke blive til, når først AaB begynder at sammensætte helstøbte præstationer på højt niveau?

Før sæsonen pegede LigaManager på AaB som værende blandt topkandidaterne til at give FC Fredericia og Vejle kamp til stregen i kampen om at rykke op i Superligaen næste sommer. Det gør LigaManager på bagkant af de første to spillerunder stadig.

Besværlige oprykkere

I vores optakt til sæsonen, skrev LigaManager, at ligaens to oprykkerhold fra 2. division, Vendsyssel og AB, ville blive en irriterende mundfuld for de øvrige hold i retten.

Det har indtil videre vist sig at holde stik. Især AB har fået en mildest talt godkendt start på klubbens nye fodboldliv i Betinia LIGA, hvor akademikerne fra Gladsaxe har spillet 2-2 og 1-1 med henholdsvis Vejle og FC Fredericia.

Det vilde ved de pointgivende møder med de to Superliga-nedrykkere er, at AB i begge tilfælde har haft gode grunde til at gå skuffede fra banen. Det siger lidt om akademikernes sæsonstart, og ja, det lover godt for fremtiden i Gladsaxe.

Topscoreren fra Gladsaxe

Og nu vi er i Gladsaxe, så lad os lige dvæle lidt ved ABs stjerneangriber Milan Silva Rasmussen. Den 23-årige tank centerforward har nemlig været fyr og flamme i ABs to første kampe.

Således har Milan Silva Rasmussen, der i sidste sæson blev kåret til Årets Profil i 2. division, scoret samtlige af ABs tre mål i de to første kampe af sæsonen, hvilket gør, at Milan Silva Rasmussen pt. står øverst på Betinia LIGAs topscorerliste.

Her forventer LigaManager også, at Esbjergs Muamer Brajanac, Vejles Wahid Faghir, Koldings Sterling Yakété, og Fredericias Nemo Thomsen med tiden kommer til at blande sig.

Indtil videre det nu blot de to sidstnævnte skarprettere, der har fået modstanderens netmasker til at blafre.

Men som sagt, der er stadig lang vej til målstregen i Betinia LIGA. Vi er jo kun to runder inde i sæsonen. Heldigvis. For så venter der jo alle os, der elsker landets næstbedste fodboldrække, en masse godt forude.

Vi gør status igen om et par uger. Indtil da, god fornøjelse!

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA