Betinia LIGA er tilbage: Får Svanerne snart gang i sæsonen?
Efter en midtuge med pokalbold skal medlemmerne af Betinia LIGA i weekenden atter i aktion i landets næstbedste fodboldrække.
Lørdag eftermiddag skal HB Køge i udebanemødet med Aarhus Fremad forsøge at få gang i sæsonen, der indtil videre har budt på to liganederlag samt et skuffende pokalexit.
Senere samme dag skal Hobro forsøge at vaske midtugens pokalfadæse, hvor Jens Gjesings tropper tabte 0-4 til lokalrivalerne fra Vendsyssel, af sig.
Modstanderen er dog en formstærk én af slagsen. Det er nemlig oprykkerne fra AB, der gæster DS Arena, hvortil akademikerne fra Gladsaxe ankommer med selvtilliden i top.
Klubbens to første kampe i Betinia LIGA, hvor AB har mødt rækkens to Superliga-nedrykkere, Vejle og Fredericia, har således kastet to velfortjente point af sig.
Søndag byder på hele fire kampe, hvor duellen mellem Vejle og Hillerød umiddelbart føles som det største trækplaster. Hillerød har fået en pointmæssig skidt start på Betinia LIGA, hvor Slotsbyens Hold har tabt de to første kampe.
Christian Lønstrups mandskab ankommer dog til Nørreskoven med fornyet tro på egne evner. Hillerød vandt torsdag aften nemlig hele 0-12 ude over Væggerløse fra Lolland Falster-serien i DBU Pokalen.
Her levede Vejle onsdag aften op til favoritværdigheden ved at vinde 0-3 ude over Tarup-Paarup, og Superliga-nedrykkerne er derfor fortsat uden nederlag i indeværende sæson.
Det samme er AaB, der søndag eftermiddag tager imod Kolding hjemme på Aalborg Portland Park.
Nordjyderne topper nemlig Betinia LIGA med maksimumpoint og i midtugen kom AaBs nyindkøbte angriber, Brian Nwadike, endelig på måltavlen, da den 21-årige japaner blev dobbelt målscorer i AaBs 1-3 sejr over Holstebro i pokalturneringen.
Derudover byder lørdagen på opgør mellem Hvidovre og Esbjerg, der begge er noteret for fire point i ligaen, men som kom ud af midtugens pokalstrabadser på vidt forskellig vis.
Således vandt Esbjerg sikkert 0-6 ude over det fynske Serie 1-mandskab Bogense, mens Hvidovre tabte 1-0 til Næstved fra 2. division.
Sidst, men ikke mindst, bliver det interessant at se om Vendsyssel kan ride videre på holdets føromtalte pokalsejr over Hobro i udebanekampen mod Fredericia, der fortsat er ubesejrede i denne sæson.
Nedenfor kan du få samlet overblik over 3. spillerunde i Betinia LIGA.
Lørdag
Aarhus Fremad – HB Køge (14.00)
Hobro – AB (16.00)
Søndag
Hvidovre – Esbjerg (13.00)
AaB – Kolding (14.00)
Vejle – Hillerød (14.00)
Fredericia – Vendsyssel (15.00)